Vil du være min psykolog?

OBS: Dette skriv er skrevet i midten af oktober 2020, men kommer først ind her på bloggen i slutningen af november 2020. Meget er sket siden – heldigvis da. Egentlig er jeg måske lige midt i en ny omgang tigerspring/tænder-fase, hvor lydniveauet (hos især Alfred) er så enormt og omsluttende, at jeg igen har haft en presset indvendig stemning. Men endnu en gang viser det sig, at skrivning giver afløb. Skrivningen giver plads og rum – en slags udluftning, så jeg får lidt frisk luft ind i hovedet. Det er alt sammen en erkendelse fra netop den tid i oktober, hvor jeg med skrivningen opnåede en helt anden indre stemning. Men det vil indlægget her vise. Læs det for det, det er: Et skriv fra midten af oktober, hvor jeg var lidt i barsels- og eksistentiel krise af en art 😊

Overskriften er en sætning, der har drønet rundt i mine tanker den seneste uge. Tanken har hele tiden været, at spørgsmålet skal stilles til en veninde, som jeg med sikkerhed ved er i stand til at lytte. Kun lytte. Ikke stille en masse løsningsforslag og spørgsmål lige med det samme. Lade mig tale ud – lade mig have lov til at føle følelserne og tænke tankerne. Uden nogen form for fordømmelse eller antagelser om, at det jeg siger og tænker er ”forkerte” følelser, der skal bekæmpes, så jeg ikke længere tænker sådan.

At gå til psykologi – både enkelte sporadiske gange og mere gentagende fortløbende – er for mig at se, et fuldstændig naturligt valg og noget, man absolut bør gøre, hvis det føles nødvendigt. Det skal hverken dækkes over eller gøres til noget stort og negativt. Det er et rum – med en person – hvor man kan afdække, gennemgå og få overblik over sine tanker og sit inderste. I nogle tilfælde vil det handle om noget meget konkret, noget der helst skal løses eller i hvert fald bearbejdes. Andre gange vil det nok have meget mere coachende karakter, hvis man snarere bruger det løbende for at holde trit med sig selv og sit (tanke-)liv. Jeg har i mange (!) år haft lyst til, og måske også brug for, at have sidstnævnte form for psykolog i mit liv. En neutral fagperson, der er til for at lytte og lære mig at kende så godt, at han/hun kan guide mig løbende igennem de ting, jeg møder på min vej. Små og store. Livsomvæltninger eller små justeringer af mit liv.

Jeg har faktisk drømt meget om at finde en psykolog, der kunne betales for at være min lyttende neutrale person, som selvfølgelig med tiden gerne må udfordre mig, bearbejde mig og komme med input til henholdsvis løsninger og nuancering. Men det er ikke sket. Jeg har ikke fundet en sådan. For jeg har hverken haft pengene til sådan en større månedlig udgift eller den fornødne tid, der skal afsættes for at etablere netop sådan en relation. Dertil er jeg flyttet ofte, og jeg har altid (til trods for følelsen af et slags behov) tænkt, at jeg ikke med rette kan afsætte tid, penge og midler til sådan en ”hyggesnak”-person, når det ikke handler om noget konkret.

Sidstnævnte følelse er i min egen optik faktisk helt forkert. For der er intet mærkeligt i at have behov for den slags, selvom man ikke har været udsat for noget groft eller voldsomt. Jeg mener egentlig godt, man kan have brug for en slags neutral sparringspartner, selvom det ”kun” handler om at tackle selvet livet og dertilhørende trummerum.

Men især pengene og behovet for længerevarende ”etablering” i en altid travl og økonomisk ”presset” økonomi gør, at det nok ikke bliver vejen for mig. Og så vil en enkelt eller to psykologsamtaler altså ikke nødvendigvis gøre det for mig. Det kender jeg simpelthen mig selv godt nok til. Jeg kan ikke åbne op for godteposen og mit indre virvar af tankemylder i en time, for derefter blot at lukke til igen og enten vende tilbage hvert halve/hele år eller blot komme igen efter en måned og lade det ”være det”. Det ville vitterligt være som at fange en my af en tornado i et syltetøjsglas og derefter tage den med ind til en fremmed person, lade den fri i rummet for en time og slutteligt åbne vinduet og for evigt lade den lille orkan flyve væk. Det vil simpelthen ikke gavne mig. For jeg har brug for den dybere relation. Jeg har brug for, at den der lytter kender mig så godt, at der ikke skal stilles en masse opklarende spørgsmål eller at vi hele tiden skal ”lære mig bedre at kende”, før den lyttende ”forstår” hvad jeg siger. Og den relation kan jeg bare ikke få skabt i de her år – af både økonomiske og tidsmæssige grunde.

Nå men. Hvad er min tanke så? ”Vil du være min psykolog?” er den sætning, der har drønet rundt. Kan jeg mon få en veninde til at lytte? Lytte på en måde, hvor jeg kan komme dét spadestik dybere, der giver mig mulighed for selv at grave videre? Og i særdeleshed; kan jeg finde en person, der ikke vil stille en masse krav til, hvad jeg bør gøre og tænke?

Alt for ofte føler jeg mig misforstået, når jeg endelig lukker op. Jeg føler faktisk lidt, at de fleste ikke ønsker at høre mine negative tanker. For at gøre mine tanker en smule mere konkrete, kommer her nogle eksempler på, hvad jeg tumler lidt med:

Jeg føler, at mange føler et behov for, at jeg både kommer med problemet OG løsningen på samme tid. På en måde virker det som om, at alle vil have, at man som mor (og sikkert også i andre situationer) både åbner op for tankerne og fortæller åbent om de (grimme?) følelser, der bare naturligt følger med. Ensformigheden, ensomheden, søvnmangel, tabet af kontrol, voldsomme (døds- og livs-)tanker, fedtet hår og krop, ligegyldighed, følelsesmæssig forvirring, sammenligning med andre osv. Men… samtidig skal der åbenlyst “gøres noget”, hvis man græder eller føler sig nedtrykt. “Vi må se på en måde, hvor du kan…” eller “det er vigtigt at du/I finder en løsning” er sætninger, der dumper ned i det sekund, man fortæller andre om sine tanker eller problematikker. Man bliver konstant mødt af “det er bare en fase”, når det gælder babyens forskellige tilstande i det/de første år, men alligevel kan vi ikke helt erkende eller acceptere, at det ofte er det samme for moderens følelser – både de glade og triste. Hvis vi konstant føler et krav til at ændre noget, få følelserne væk eller på anden måde bearbejde problemet, så begynder vi (i hvert fald jeg) at mangle tid og overskud til at have den slags samtaler med både fagfolk og tætte venner/familie. Jeg har brug for at sige (skrive) tankerne ud af kroppen – når først de er ude, er de ofte helt og aldeles ude. Nærmest fysisk forlader de min krop, og jeg kan føle mig lettere i et splitsekund. Som jeg en gang læste: Dyr har brug for at ryste sig, hvis de får et chok – sådan en helt fysisk bevægelse, der kan rense dem indvendigt. Sådan har jeg det. Hvis og når jeg fortæller om nogle knapt så gode ting eller tanker, så er de allerede væk kort efter. Problemet er bare, at modtageren ofte vil have grebet dem i luften, og nu står denne så med et slags modkrav til dig: Nu skal vi finde løsningen på de grimme følelser eller din træthed eller lignende. For det kan ikke løses bare ved at lægge sådan en lille negativ lort foran ham/hende. Men det gør det for mig. Og derfor har jeg ofte en følelse af, at kravet om at “gøre noget”/”ændre noget” stadig ligger hos mig, selvom det at fortælle det højt ofte er nok i sig selv. Prøv at tage en lur. Prøv at gå en tur. Prøv at putte den ene først og hav tid med den anden. og så videre. En masse løsninger – en masse konkrete ændringer i den rytme, man i forvejen kæmper med. Så for mig bliver det pludselig for “farligt” at fortælle andre om mine tanker, for jeg føler, at jeg mødes af et krav til så også at GØRE noget.

Jeg kan nogle gange fornemme, at hvis jeg siger eksempelvis ”pyh, det er så hårdt at have tvillinger”, så forventes og næsten kræves der et komma i stedet for et punktum. Jeg skal tilføje et ”, men hvor er det også unikt og dejligt, for de har jo hinanden i fremtiden” eller lignende positivt opvejende sætninger for enden af det negative. Sjældent formår jeg at sætte punktum – jeg mærker en vis afventende stemning, når først det negative hænger i luften. Som om det ikke er helt okay, at drøne ud med det negative uden at opveje med noget positivt. Men jeg vil gerne blive bedre til – altså skabe plads til – at sætte punktummet. Lade den enkelte sætning eller samtale stå for netop det, der ligger mig på sinde, negativt eller ej. Jeg er én stor ambivalent bunke af følelser, så jeg har bestemt lige så mange (hvis egentlig ikke markant flere) positive tanker om fx mine dejlige tvillinger og livet som mor til tre dejlige børn i mit drømmehus osv. Men derfor er det stadig vigtigt at skille tingene og følelserne ad. Hver ting (følelse) til sin tid. Og derfor vil jeg gerne sætte flere punktummer. Ikke komma efterfulgt af et unaturligt forsøg på hele tiden at skabe balance i hver enkelt følelse.

Nogle følelser er grimme, rå, hårde, svære og negative. Andre er varme, hyggelige, kærlige, søde og positive. Jeg (og vi alle?) lever i alle følelserne, især i forældreskabet, og jeg vil så gerne have lov til at føle og tale om begge sider af medaljen. Modpolerne. Paradokserne (har jeg et skriv om snart).

Så… Jeg sender ikke dette ”vil du være min psykolog?”-spørgsmål til én veninde. Jeg stiller spørgsmålet her til dig, min blog, hvor jeg selv kan vælge, om der skal være punktummer, kommaer, tankestreger eller spørgsmålstegn. Jeg vælger, at mit psykologforløb / mit afløb for tanker og følelser, skal foregå i det skrevne. Det skal ud gennem fingrene, ligge hvor jeg og andre kan tilgå det senere – måske forsvinde væk, måske tages op igen senere, når tid er. Det er her på det virtuelle papir, at jeg kan komme af med tankerne, skrive til andre og til mig selv på samme tid (”andre” skal her forstås fiktivt, da jeg egentlig ikke tror, at rigtige andre vil komme til at følge bloggen eller læse disse alt for snørklede ord i virkeligheden. Men det føles godt at skrive til én/flere. Det føles rart at tænke sine ord rettet mod ”en anden”, så jeg ikke snakker med mig selv, som jeg jo ellers gør i mit hoved).

Så hermed vil jeg gøre en ende på et alt for langt skriv, der faktisk kunne have været længere, men ikke børe være det. Hermed forsøger jeg med mit eget råd: Jeg skriver videre, men sætter her et punktum.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen