Status over… alt?

Dagene går. Ugerne går. Tankerne flyver rundt og hver dag har jeg cirka et fuldendt blogindlæg klar i mit hoved, som “bare lige” skal skrives ned i aften, når Laura er puttet. Jaja, det sker jo så ikke – tydeligvis. For jeg har ikke fået nedfældet et eneste af de seneste to ugers ellers “velskrevede” indlæg herinde, har jeg vel? Og så er det jo nemt at postulere, hvor velformulerede og interessante de havde været, hvis de var kommet ned og ud i virkeligheden 😉

Så nu har jeg fået skabt lidt tid til at “arbejde”, som vi kalder det, når jeg får lov til at sætte mig op ovenpå, mens P og L leger nedenunder eller ude i haven. For et par uger siden fik jeg en lille skøn “opgave” – lidt arbejde som “redaktør” for min gode gamle chef/kollega – hvor jeg skulle gennemlæse og kommentere et manuskript. En fantastisk lille adspredelse i det hele – og fra deraf blev P og jeg enige om, at jeg sådan set kan tage på “arbejde”, når han ikke har hjemmearbejde fra kælderen i hverdagens timer.

En måde at få dagen til at se lidt anderledes ud, og en måde at få Laura til at forstå, at jeg ikke skal være med i legen. Hun er nemlig så dejligt morsyg, at vi (altså primært jeg) bekymrer mig rigtig godt og grundigt om hendes fremtidige sociale liv og liv tilbage i institution – og hendes “accept” af at jeg går hjemme med babyerne. Så vi siger, at jeg også skal arbejde – måske det endda bliver en slags lille hvid løgn, når hverdagen rammer og hun igen skal indkøres? Altså at jeg også går på arbejde (og ikke hjemme med de to futter)…

Så lidt status på tanker, hverdag og forestillingen om den nærmeste fremtid er på sin plads:

Corona-kuller og ny hverdag

Først var der panik. Så var der frygt. Dernæst indfandt en slags accept og ro sig. Nu er der… Ny hverdag? Nye rutiner? Glæde? Undren? Åbenbaringer? Forventninger og forhåbninger? Tro, håb og kærlighed (det er vel 2. påskedag)?

Der er mange ting. Faktisk mange gode ting.

Vores lille trekløver (og så de to fiduser i maven) har alligevel skabt noget, der aldrig ville være blevet skabt uden Covid-19 og karantæne. Jeg kan også sagtens finde de positive og ret unikke ting i situationen – opdagelser om vores liv og hinanden. Jeg kan nærmest blive helt trist ved tanken om, hvis dette ikke var “dumpet ned til os”. Altså hvis jeg havde ligget sygemeldt herhjemme, P havde afleveret L hver morgen – og jeg havde hentet hende kl. 15.30, hvorefter vi alle mødtes ved spisebordet (trætte og måske uoplagte) kl. 18. Og så i seng med L kl. 19. Sleep // Eat // Repeat

Dagene går selvfølgelig med nye rutiner, der på samme måde kan give en forudsigelighed. Dog vil jeg vove den påstand, at jeg som forældre og semi-pædagog i situationen har måttet udtænke nye sjove lege, gøremål, stunder og rutiner for os – for både min og Lauras skyld.

Så vi har forsøgt med hyggelige morgenrutiner: Laura vælger selv tøj og tager det på med hop i sengen og leg. Mens jeg laver morgenmad og kaffe, hjælper hun med at dække bord. Vi sidder sammen – og i weekender/helligdage har vi jo P med, som laver røræg og bacon (ny lækker tradition) – og snakker om de mest fantastiske ting. Faktisk er samtalerne om morgenen noget af det, jeg nyder og værdsætter allermest at have “opdaget”. Det er som om, Lauras hjerne og tanker er helt friske og klar til at tænke stort og sjovt. Det er så dejligt at have opdaget det, for så skal vi jo bare huske det, når hverdagen rammer og man føler en vis form for stress på vej ud af døren.

Vi er (som resten af DK) selvfølgelig også blevet mere kreative sammen. Vi tegner, maler, klipper, limer, laver perler og uanede mængder puslespil – som i forvejen var Lauras helt store ting. Der er blevet handlet godt ind på webshops, og vi har investeret i nogle gode solide underholdningselementer.

Vejret har jo været strålende – og vores have og liv i vores skønne Virum Haveby er værdsat som aldrig før. Jeg er seriøst dybt dybt og inderligt lykkelig over vores liv her i huset – foråret har på mange måder vist mig, hvor dyb en lykke, jeg føler i mit eget liv. Og Philip har fået tid i haven, som den praktiske myg, han elsker at være. Noget som han og Laura virkelig også har fået sammen – tid og gøremål sammen. Sandkasse, klargøring til trampolin og mange timers havehygge er det blevet til.

Vores eget kirsebærtræ i fuld blomstring – ej, men altså 🙂
Foto: Sofie Dahl
Forventningens glæde
Foto: Sofie Dahl
Påskeægjagt
Foto: Sofie Dahl

Så jeg er ren og skær happy-face og positiv?

Niks!

Nope!

Absolut ikke… For at være helt ærlig: Jeg har grædt eller om ikke andet trillet en mental tåre stort set hver anden aften efter putning de sidste cirka 2-3 uger (I totally lost count).

Jeg har tanker og bekymringer, der driver op til overfladen hver aften – ikke fordi jeg er ulykkelig, men nok snarere fordi, det er der jeg tillader mig selv at tænke over tingene (og jeg ved fra sidste babytid og barsel, at jeg generelt er lidt Dr. Jekyll / Mr. Hyde, når det kommer til mit sind om dagen vs. natten… Jeg er usandsynligt forskellig i mit sind og mine tanker).

Hvis ikke det er de fysiske smerter, voldsomme vedvarende plukkeveer eller drengenes aktivitetsniveau i aftentimerne, der får en tåre til at trille, så er det tanken om, at Laura skal igennem så mange store og livsomvæltende/anderledes ting i den næstkommende tid.

Som ovenfor skrevet, er jeg faktisk dybt taknemmelig over, at jeg nu har opdaget min datters dybere indre. At vi har tid sammen, som jeg ikke vidste ville være til vores relations fordel. At min indsigt i hendes personlighed, hendes sproglige udtryk og hendes skøre sære væsen ville komme til mig – især inden jeg pludselig skal jonglere at være mor til tre – er jeg virkelig fuld af taknemmelighed over.

Men samtidig er det da også gået op for mig, at jeg er af den overbevisning, at vuggestuen ikke har været (er) et sted jeg parkerer hende, for at jeg selv kan leve/arbejde/tjene penge osv. Det er faktisk et utrolig vigtigt sted for hende – og for hendes personlighed, sociale liv og ikke mindst fantasi.
Nu er det fx mere end en måned siden, at hun har været sammen med sine mejse-venner, og selvom hun ikke har den helt samme “triste reaktion” over at savne/mangle sine børnevenner, så fylder de stadig i vores liv. I går satte Philip sig (tydeligvis) på den forkerte havestol ved siden af Laura – hun blev noget stram i betrækket og sagde, at det jo altså var Olivias plads. Og en morgen i denne uge vågnede hun op og fandt en lille rift på sit knæ, hvortil hun noterede, at det nok var Vincent, der havde revet hende i går…

Laura tegnede to “spøgelses-venner” med kommentaren om, at hun savner sine mejse-venner.
Foto: Sofie Dahl

Pædagoger og børnevenner er savnet så inderligt. Det samme er mormor/morfar og moster/onkel. Det kan man jo både være trist over, men bestemt også glad og lettet over – for så betyder det jo, at de ting og mennesker hun savner, er nogle der ellers i hverdagen gør alting dejligt for sådan en lille størrelse.

Jeg er træt af – for ikke at sige trist over – at hun nu skal have mindst 2-3 uger mere herhjemme (men vi skal holde den smitte væk indtil fødslen er overstået, så P kan komme med til fødslen). Og jeg er ked af, at Laura skal starte direkte i børnehave – forhåbentlig med nogle mejse-venner, men det niver stadig i hjertet, at hun ikke skal tilbage til den hverdag, hun jo faktisk savner.

Mange tanker. De fleste kan vendes til noget positivt – og det vil jeg fortsat forsøge.

Om få uger har jeg fået min stakkels krop lidt for mig selv igen, når babyerne kommer ud. Jeg er kommet så dejligt langt i graviditeten (uge 34 var en stor milepæl), og jeg tør virkelig begynde at tro på, at drengene kommer ud og er sunde (om end lidt små), så vi hurtigst muligt kan komme hjem til P og L og skabe en hverdag som familie på fem. Shit… Vi er snart fem!

Jeg må hellere stoppe nu – alt for mange ord på alt for lidt plads. Jeg håber, at jeg får nedfældet lidt oftere – og lidt færre ord af gangen!

Uge 33 // tvillingegraviditet er hårdt, men smilet er der stadig!
Foto: Sofie Dahl

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen