Op og ned det går – kom nu forår…

Så skete der et skift i “vejret” her i barselsboblen. Fra at være spirende forårsvejr med relativt skyfri himmel og klar horisont med mange små indre spirende tanker om alt det rare, der venter lige om hjørnet – til en mere mudret omgang gråvejr, tunge og trætte tanker og vinteragtige snotnæser (både fysisk og mentalt dryppende tud).

Jeg må hellere forklare mig kortfattet – alt er ikke ramlet sammen, men for en stund var mine ellers filosofiske gode tanker skiftet ud med lettere tyngende negative tanker i sidste uge. Dagen efter mit seneste indlæg gik starten for en række uheldige opdagelser og sammenfald:

  • Ved glukosebelastningen (som er standard for tvillingegraviditet) fik jeg pludselig konstateret graviditetssukkersyge. Av, hvor gjorde det ondt (mentalt)!
  • Frygten for svangerskabsforgiftning (som jeg havde mod slutningen af sidste graviditet) lå ligeledes og ulmede samme dag – og med især den ene babys lidt for lave vægt i tankerne, startede en ond lavine af negative tanker om for tidlig fødsel, følgesygdomme eller lignende. Av, igen…
  • Og så blev musen (Laura) syg med ondt i ørerne (åh åh, nyt dræn på vej?), hoste, snot og høj feber – hvilket er totalt normalt for en snart treårig i februar… Men virkelig træls sammenfald for en udkørt mor med stort søvnbehov – og ingen mulighed for hverken søvn eller ro i hele 10 dage…

Dagene gik i zombietilstand. P var i Herning nogle dage – det føltes helt uoverskueligt, men egentlig gik det jo fint, da musen havde så høj feber, at Peter Pedal og Cirkeline kunne klare størstedelen af “arbejdet” med at passe/underholde hende i dagtimerne inden feberen slog hende omkuld kl 17-noget… Men tankerne strømmede, sivede og spændte ben for al min energi:

Hvad er meningen med al denne ligegyldighed af praktiske gøremål?
Hvordan får jeg “fat i noget søvn” – NU?
Hvilken mor er jeg, når jeg ikke en gang kan overskue en enkelt uges søvnunderskud for min syge datter?
Kan jeg overhovedet være mor til to babyer igen lige om lidt?
Hvorfor bliver jeg irriteret på en syg lille slatten mus, når hun ikke former sine sætninger særlig godt – hvorfor lægger jeg dog overhovedet mærke til hendes sproglige kundskaber, når hun er allermest klasket af feber?

…og så videre! Endeløse tanker – cirkulære og uden ender og svar. Hvorfor? Hvorfor kan jeg ikke bare lade dagene gå, lade ting og tanker stå til – stå stille – slå autopiloten på og være helt ligeglad med at opnå noget som helst i sådan en uge?

Timingen med den graviditetsbetingede sukkersyge er nok ét af svarene på ovenstående. Jeg er typen, der lige har brug for at dykke ned og ind i mig selv, når jeg har nogle potentielt negative tanker at tumle med. Jeg har ikke brug for at være isoleret fra andre mennesker og undgå deres kommentarer, men jeg har helt sikkert brug for en vis portion tænketid for mig selv, hvor jeg piller i alle de små sår – og derefter er jeg faktisk indrettet ret fint, forstået på den måde, at en smule pilleri og selvmedlidenhed hurtigt kan vendes til et overskud og muligheden for at vende negativt til positivt. Jeg finder ofte enten det positive eller det “ikke særligt negative” på relativt kort tid – vel at mærke, hvis jeg får tiden for mig selv til at udrette denne “magi” for mig selv.

Hvis jeg ser eller hører om noget, jeg gerne vil have (fx en slags misundelse eller følelse af, at andre har/gør noget, jeg gerne ville kopiere), så kan jeg relativt hurtigt vende tingene i tankerne og komme frem til, hvordan jeg enten selv forfølger situationen eller omvendt, hvorfor det ikke lige er noget for mig i realiteten.

Nå, men det blev kludret. Sagen er, at jeg faktisk ret hurtigt – især efter at have set to dejligt friske og ok-store babyer til scanning OG da jeg begyndte aktivt at skulle måle eget blodsukker – fik det nærmest helt godt med konstateringen af sukkersygen. Den er jo på mange måder en øjenåbner for, hvordan man bør leve sundere generelt (kostfibre, glykæmisk indeks/load osv.) – og en slags forsmag på, hvad der KUNNE ske i fremtiden, hvis jeg ikke lever bare en smule sundt. Og jeg lever jo ret sundt – det beviser både målingerne, men også min granskning af min livsstil. Jo, der kunne altid sniges mere motion ind. Nej, jeg holder mig bestemt ikke fra sukker i alle sammenhænge. Men… Jeg vælger sunde fødevarer, har et sundt forhold til bevægelse og motion (når bækkenet ikke driller) og har faktisk en vældig opdateret viden om sund kost og anbefalinger (man tog vel ikke en kvart-halv-ish diætist uddannelse for ingenting i sin tid?)

På intet tidspunkt i den sidste uges tid, har mine blodsukkermålinger været bare i nærheden af at være for høje eller tæt på grænserne. End ikke da jeg tillod mig at eksperimentere med lagkage, boller, juice og varm kakao til fejringen af musens 3 års fødselsdag (eller fastelavnsbollen dagen efter). Jeg har intet ønske om at udfordre min ellers belastede krop unødigt – og tredje trimester med tvillinger skal sikkert blive benhårdt fysisk – men det er dejligt at kunne eksperimentere og forholde mig aktivt til den kortvarige tilstand af sygdom, jeg nu oplever. Det føles faktisk helt ok.

Og Laura er i vuggestue igen. Hun er træt – ved siden af sig selv – og vi må have tjekket op på de stakkels små ører og hendes mulighed for at høre i disse dage. Men solen skinner lidt – foråret og de filosofiske gode tanker spirer igen – og det hele skal nok gå.

Forår på vej og en halv meter hår lettere. Tvillinger og barselsboble, let’s do this!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen