Mens vi venter – sammen hver for sig?

Uh ja, den søde ventetid.

Tiden hvor man venter på, at et barn (eller flere) kommer til verden – den tid er smuk, ikk’ sandt?

I dag overgår jeg officielt fra at være sygemeldt til at gå på barsel. Officielt har jeg dermed al tid i verden til at forberede og klargøre til babyernes ankomst. Jeg kan drosle ned i et tempo, hvilket man som (tvillinge-)gravid i den grad har brug for – få sovet, få koblet af, tænkt tanker og få fyldt både fryser og hjerne op med energi og ressourcer til især den første (kaotiske?) babytid.

Nu har jeg jo været sygemeldt siden tidernes morgen – eller i hvert fald hele dette årti… Jeg nåede et smut på arbejde én dag i januar, hvorefter jeg har passet biksen (altså graviditeten) hjemme fra sofaen lige siden. Ikke karantæne, men så godt som. I hvert fald fik jeg tidligere end alle jer andre en smagsprøve på, hvad økuller, isolations-fnidder og mærkelige nye og begrænsede rutiner gør ved mentaliteten.

Jeg fik dog skabt nogle rutiner i slutningen af januar og halvdelen af februar. Jeg oplistede (ja lister, but of course) over små gøremål, jeg kunne tjekke af i ugens løb. En time liggende (gerne med lidt læsning af anden art end kun instagram) – derefter cirka 15-30 minutters gøren i oprejst tilstand – og så ned at ligge igen (gentag indtil kl 15). Efterfulgt af afhentning af musen i vuggestue. Sådan gik ugerne (cirka seks styks), og jeg fandt det egentlig ok.

Så fik jeg sukkersygen. Den slog mig lidt ud, men ikke mere end som så. Dernæst fik jeg en syg og slatten mussepige hjem i 1-2 ugers tid. Her begyndte det at trække tænder ud. En uge med normale forhold skulle vi nyde – og så lukkede vi DK ned og fik den skøreste hverdag hjemme.

Den mest ambivalente tid i hele mit liv:

  • Forsøget på at nyde den unikke tid med vores sjove pige, der netop fyldte 3 år på dagen for Coronas første indtræden i DK. Samtidig med at man bliver pinligt bevidst om, at man ikke i hverdagen “parkerer” sit barn i institution for at kunne arbejde, men i højeste grad også for at de kan møde andre, være sociale i udviklende rammer og have tid væk fra den tætte familie.
  • Forsøgene på at opretholde en hverdag med “lidt af hvert” for et barn, der simpelthen tror, at hun er den eneste fra mejsestuen, der ikke er med til at lege i vuggestuen (fordi hun var syg forinden og dermed antager, at hun stadig er syg og ikke må lege med de andre).
  • Forsøget på at opretholde en god tone, gode opdragelseselementer og et socialt samvær som forældre, mens man opdager om sig selv, at man har et ret stort behov for at have voksne mennesker omkring sig snarere end udelukkende børnesnak, børnelogik og “selvstændighedsfase” i fuldt flor.

Et forsøg på at tage mig af mit barn, der har brug for alt og intet fra mig, samtidig med at jeg tager mig af de to i maven, der ligeledes har brug for alt og intet (altså livsgivende ro, næring og en krop, der fungerer). Der er ikke tid til at drosle ned. Ingen tid til opsparing af energi og overskud til at “gemme i skuffen”.

Når P arbejder hjemmefra (kælderen) cirka 7-16 hver dag med små pauser, så sætter det mig i en situation, hvor jeg er en maksimalt presset gravid, mor, pædagog og kvinde (bare sådan helt generelt).

Så ventetiden er ikke den sødeste. Den er fyldt med bekymringer og tanker om mit eget fysiske helbred (jeg er stort set handicappet nu i forhold til at gå og bevæge mig), drengenes trivsel i hulen (især ham den lille størrelse, der ikke vokser nok), min datters (sociale) udvikling og behov, vores families første tid som familie på fem. Og ja, Corona er jo også noget, der fylder – på sin egen mærkelige fængselsagtige måde.

Jeg føler en vis samfundssolidaritet i disse dage. Mange er hjemme. Mange venter i spænding – måske ikke på samme udfald, men vi venter i fællesskab på noget stort og vigtigt, som vi ikke helt ved, hvornår vil ske og hvordan vil forløbe over sommeren.

Men… “sød” ventetid vil jeg nok være forbeholden med at kalde disse timer, dage, uger og sågar måneder!

Jeg glæder mig dog til, når tiden er (om små 5 uger cirka), at drengene kommer ud og også vi kan være SAMMEN HVER FOR SIG – – – for der er absolut ikke længere plads til os alle tre i den her krop.

Mens vi venter – så skinner solen dog stadig ufatteligt smukt på lille Danmark.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen