Lykke og børn?

Forleden så vi en film. En ret god film faktisk. Den hedder Searching (2018) og handler om en far, der skal lede efter sin datter via hendes liv online – jeg havde absolut ingen forventninger, så jeg fandt mig selv virkelig godt underholdt, fordi den er bygget markant anderledes og spændende op (især måden man følger faderens søgning på de mange sociale medier). Nå, nok om det. Filmen gjorde det ved os – som vi oftere og oftere oplever efter at være blevet forældre – at vi endte i en længere snak efterfølgende om livet som forældre, bekymringerne ved at have (større) børn/teenagere og mulighederne for at navigere sikkert igennem børnenes barndom uden at være hverken “for pylrede” eller “at have skyklapperne på”.

Jeg tænkte meget over, hvorvidt det er lykkeligt at have fået den slags store bekymringer at tumle med – altså at have fået børn og derigennem flere bekymringer end før. Vi snakkede om, hvad livet handlede om både med og uden børn – og til sidst var jeg vist den eneste af os to, der havde behov for den dybe videre “filosoferen” over emnet… Så vi gik i seng.

Dagen efter drønede tankerne rundt om “lykke og børn”. Jeg kom i tanke om en artikel, jeg havde læst, da jeg var gravid med min datter. En artikel om, at folk uden børn er mere lykkelige end dem med børn. Bum bum. Da musen var puttet satte jeg en film på alene, mens jeg lå med mobilen og søgte på netop lykken ved at have/ikke have børn (ja, jeg elsker at have film/serie kørende i baggrunden, når jeg skal have mig lidt alenetid). Så tegner, skriver, tænker eller læser jeg – mens filmen roligt kører i baggrunden.

Det skulle vise sig nemt at finde de forskellige forskningsresultater om, at mennesker uden børn oplevede sig selv mere lykkelige end mennesker med børn. Især en dansk forsker havde i 2015 fundet frem til dette, så artiklerne byggede nok især på hans studier. Jeg har ingen interesse i at fremføre forskningsresultaterne her, men nøj hvor satte de mange tanker i gang – for hvad er lykke egentlig? Hvad handler livet om? Lykke er ikke det samme for alle – meningen med livet ej heller – så hvorfor går vi rundt og fortæller hinanden, at “lykken er at blive forældre” og “børn er meningen med livet”?

Jeg er selv én af dem, der heldigt (og tilfældigt?) føler og oplever markant større lykkefølelse, mere ro i mit sind og højere mening med livet nu hvor jeg er blevet mor. Slet og ret. Jeg føler mig mere lykkelig inderst inde – og kan derfor sagtens falde i den her fælde, hvor jeg måske får sagt til andre (uden børn), at lykken er at få børn.

Men de forskellige perspektiver og tekster, jeg stødte på i min søgen på emnet, fik mig altså til at fundere over, hvad lykke er – og hvad det at have børn har med sagen at gøre. I kortere form vil jeg læsse lidt af tankerne af her:

– Det er især bekymringerne, økonomien og “fraværet” af frihed i årene med hjemmeboende børn, der grunden til den lavere lykkefølelse hos folk med børn. Til gengæld kunne man (jeg) tro, at man så kunne måle en højere lykke, når man blev ældre og havde børn/børnebørn, men her viser hans forskning så, at der ikke er nogen forskel i lykken for ældre folk med/uden børn. Interessant. Er det måske fordi, at dem uden børn dyrker flere andre typer sociale relationer, således at de ikke sidder “ensomme” tilbage – altså at de har mere tid og overskud igennem livet til at pleje deres venner og bekendte i forhold til os, der lige bruger 20-30 år på at være sammen med børnene og deres venner?

– Lykke er vel ikke en destination eller et resultat. Det er vel en følelse, der dukker op på forskellige tidspunkter og i forskellige sammenhænge. Kan den så måles? Og bør den overhovedet blive koblet sammen med noget konkret (børn/ikke børn/rejser/penge/job), hvis den til en hver tid er både flygtig og mental?

– Måske er lykke en følelse, der opstår når man føler sig rolig i sit sind over noget. Når jeg fx føler en større ro nu (som mor – snart til tre – og “fuldendt” familie), så er det måske netop fordi, jeg føler mig godt tilpas ved at vide, at noget af det, jeg har drømt om og søgt efter, er gået i opfyldelse – og dermed ikke længere noget, jeg skal vente i uvished på. Så min lykke ved at have fået børn beror på en slags ro i sindet og tro på, at det her er noget, jeg med glæde og tilfredshed vil se tilbage på mit liv med. Så lykken er at stoppe op, se sig omkring og fornemme, om man er på vej hen mod en slags “mening for mig”.

– Dermed kan lykke nemlig være alt andet end børn for andre. Hvis man tror stærkt på noget – har nogle værdier der skal kæmpes for – så vil lykken ikke (nødvendigvis) være at lave børn, før man har udrettet noget til fordel for denne værdimæssige kamp. Hvis det man tror på og ønsker at opnå kræver, at man rejser væk, starter en virksomhed op eller på anden måde har økonomisk rådighed, så vil det ikke gavne at sætte et barn i verden, der måske kræver al din energi eller alle dine økonomiske midler.

Og på den måde er vi tilbage ved, at lykken ikke er at få børn – for os alle. At lykken ved at have børn ikke kan gøres op i et regnestykke, hvor bekymringerne trækker fra på mit endelige lykke-regnskab. At børn og lykke ikke hænger direkte sammen – og at lykke opstår i små tidslommer, små mindeværdige øjeblikke, som simpelthen ikke kan måles (hermed ikke et ondt ord om at forske i lykke, for det er skam vældig interessant på et psykologisk menneskeligt og samfundsmæssigt plan)!

Jeg kunne blive ved. Nu vil jeg dog forsøge med det der “stop mens legen er god” – jeg vil lukke den her og gøre indlægget så kort som muligt. Tankerne og nye tanker står allerede i kø, men jeg vil lade dem hænge og blot konstatere, at jeg helt bestemt er blevet lykkeligere og mindre “misundelig” på andres liv, efter at jeg er blevet mor.

Maybe it is not about the ending – maybe it is about the story!

[ukendt (yndlings-)citat]
Foto: Sofie Dahl

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen