Husker du?

I nogle dage har jeg taget tilløb til et indlæg, som på mange måder bliver det første. Et forhåbentlig kort og præcist indlæg, som alligevel rummer nogle af de store tanker, jeg tumler rundt med. Jeg har omkring et dusin overskrifter i hovedet, men jeg vil være varsom med at få blandet alle emnerne sammen – jeg vil gerne begå mig i kunsten at adskille de mange tanker og skabe små tekster med mine filoSofier. Og så skete det, at jeg i forbindelse med noget fashion week-halløj så citatet:

Remember when you wanted what you currently have

Det rammer hovedet på sømmet for mig. Går lige ind i hjertet, ned i maven og direkte op til mit tankemylder i hjernen. For det er netop den slags tanker, jeg tumler med:

– Hvorfor vil man hele tiden noget andet, end det man er midt i?
– Hvornår fordyber jeg mig i mit nu-og-her og lader fremtid være fremtid?
– Hvordan kan det være, at jeg ofte ser både frem og tilbage i tiden med en slags solbriller med filter?

Måske sad jeg ikke for fire år siden og drømte om at ligge med en bækkenløsning og tvillingegraviditet. Det er meget muligt, at man altid kan anfægte enten timingen eller den specifikke/unikke situation, man kommer i fra tid til anden – og dermed få lidt ondt af sig selv, fordi tingene ikke “går som man vil”. Men… hånden på hjertet og råt for usødet: Vi (kvinder?) skal altså være bedre til ikke at misunde hinanden, bedre til at nyde eller blot forene os med hverdagen og ikke mindst blive bedre til ikke at leve i hverken fortid eller fremtid. Og med det store og brede ‘vi’, bør jeg nok bare omformulere til: Jeg skal og vil være bedre til alle ovenstående ting, for det kommer til at være derigennem, jeg finder den såkaldte lykke, mening og ro i sindet. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.

Jeg drømte jo om det her…

For lige at spole (alt for) langt tilbage, så kan der trækkes tråde helt tilbage til mere end 12 år siden. Da jeg for en kort stund var single, begyndte min hjerne alligevel at opdage om mig selv, at jeg ikke bliver den type single, der fester weekenderne igennem og forsøger mig med mange typer hankøn. Jeg har nok en slags radar eller GPS, der hele tiden vil føre mig i retning mod det stabile – for nogle kedelige – liv med en ægte guttermand, ven og hyggetype. Da jeg fandt ham (ægte genbrug, for det var også ham, jeg havde lagt på hylden året forinden), havde jeg ingen kvaler i forhold til at “tage mig selv af markedet”.

Lad mig tage citatet fra indlæggets indledning: Kan jeg huske tilbage til den gang, hvor jeg drømte om alt det, jeg har nu?

Da vi (gen)blev kærester drømte jeg om, at vi tog på storbyture i stedet for badeferier – for dem ville jeg gerne gemme til familielivet senere hen. Vi var i Rom, Paris, Wien og Barcelona. Alle ture bestod af det bedste: kaffe, kage, kamera og læsetid.

Da vi nærmede os slutningen af studierne, begyndte jeg at drømme om at få børn. Med beskeden om, at min PCOS godt kunne gøre det svært for os, begyndte jeg febrilsk at drømme om, at tingene ville gå så let alligevel, at vi ikke fik ar på sjælen over fertilitetsbehandlingen. Fem forsøg med IUI skulle der gå, før jeg pludselig stod med to streger og morgenkvalme i sommeren 2016 – mere kan man vist ikke ønske sig, når omstændighederne var som de var.

En lille drøm forblev usagt, men handlede om, at jeg gerne ville “starte” med en pige – uden nogen form for tanke om ikke at elske en førstefødt søn. Men en indre drøm om at få et mor-datter-forhold og en storesøster til de forhåbentlig kommende børn (uanset køn). Laura kan vist kun siges at være den drøm, jeg kun tænkte i mit stille sind.

Jeg drømte om at blive friet til. Ikke stort og prangende, men fra en mand, der sætter sig på knæ og fortæller mig, at han elsker mig af mere end praktiske årsager. Da han i foråret 2018 sad der på knæ, glemte jeg nok helt drømmen – men i opfyldelse gik den jo. Og et bryllup på Frederiksberg, en brudekjole med blondeærmer, en dansefest med de gladeste gæster – alt sammen drømme, jeg pludselig kunne krydse af i maj 2019.

Og så var der drømmen om huset og hjemmet. Jeg troede, at jeg drømte om et bestemt type hus. At jeg ville blive en bestemt type mor, når jeg boede i en bestemt type hus. Men beliggenheden og omgivelserne blev pludselig vigtigere end gulve, størrelsen på haven og stilarten. Da det gik op for mig, hvor meget jeg drømte om at flytte familien til Virum, blev det også synligt, at det kun er os selv og vores (forsøg på) handlinger, der virkelig tæller. Jeg er stadig en lille hundehvalp indeni af glæde over, at vi formåede at handle på vores drømme og tanker, således at jeg pt. sidder i sofaen ved min ‘dusty rose’ væg med guldrammer i mit elskede store enderækkehus i Virum. Med børnefamilier og bedsteforældre som naboer. Tættere på København og den type skov/natur, jeg elsker allermest. Den drøm havde aldrig været blevet opfyldt, hvis jeg bare havde ladet den simre i mit indre. Her var det egen handling – egne store aktive beslutninger, der nu udgør min helt store indre lykke. Og jeg er tusind gange mere den mor, jeg ønsker at være her – det følger bare med, når man føler sig godt og rigtigt tilpas.

Ja, og så er der drømmen om børnene. Flertal. Jeg har drømt om børn – ikke kun barn – hele mit liv. Jeg drømmer på sin vis om, at børn er en del af mit private hverdagsliv og samtidig mit arbejdsliv på én eller anden måde. Jeg har altid (altid) drømt om, at mine børn skulle have cirka tre år mellem sig – således at jeg nåede at opfostre og nyde mit første barn i alle de tre første vigtige leveår, og således at børnenes mulighed for at have masser af barndom og leg sammen forblev intakt. Tre års forskel mellem søskende er mit ideal – min drøm.
Her sidder jeg så: Om fire uger bliver min dejlige pige 3 år. Om tre måneder har jeg termin med tvillingerne. Jeg udlever pt. min drøm til fulde. Husker jeg det? Ser jeg det? Eller kommer jeg til at fokusere på bekymringen om, at min lille mus snart skal være en stor mus – storesøster – og frygten for, at hun ikke vil ønske det sådan?

Ej… Der må jeg tage mig selv i nakken, ruske blidt og klappe mig selv på kinden: Det er NU, jeg skal remember when I wanted what I currently have!

Hvorfor fokusere på, at jeg ikke nåede at krydse New York af på listen over storbyer, når vi nåede alle de andre? Hvorfor fokusere på, at min krop har udviklet nogle ekstra håndtag hist og her, når fertilitetsbehandlingerne er gået så nemt? Hvorfor fokusere på, hvad mit fremtidige jobliv skal handle om, når rollen (arbejdet?) som mor til tre er lige op over? Hvorfor fokusere på, at Laura får trælse følelser (for det får hun skam), når babyerne kommer, når hun samtidig får to brødre for livet – legekammerater og allierede!

Det blev hverken kort eller præcist, det her indlæg – men nu er det ude af kroppen, og det er rart.

Nu husker jeg.
Nu vil jeg huske, at jeg lige nu lever midt i store dele af de drømme, jeg før har drømt!

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen