En filosofie: Krummen og kagen

Her kommer min nok ældste og tidligste ”filosofie” – altså én af mine små nørklede tanker, som jeg vender tilbage til igen og igen, fordi der ikke som sådan findes et svar. Det er heller ikke vigtigt med et svar. Men det er noget så hyggeligt lige at trække den eller en anden ”filosofie” op af lommen, hvis man sidder med den rette samtalepartner i en god snak.

Det handler egentlig bare om at definere eller overveje, hvornår et stykke kage bliver en krumme – eller omvendt, hvornår en krumme får en størrelse, hvor den overgår til at være et stykke. Sagen er den, at jeg nørkler lidt med den der ”grænse” og tanken om, hvorvidt man kan se grænsen. Altså se det punkt, hvor man ikke længere kalder det et stykke, men en krumme.

Når jeg ser på en tallerken, vil jeg umiddelbart hurtigt vurdere, om der er tale om en krumme eller et stykke kage. Så jeg har tilsyneladende en holdning om størrelsen for henholdsvis det ene og det andet. Men hvis nu jeg sad med et stykke kage og langsomt gjorde det mindre og mindre (helt langsomt), hvornår ville jeg så definere skiftet fra stykke til krumme? Og ja, der kan jo snildt trille krummer af et stykke – de bliver hurtigt bare krummer – men hvornår ville ”kernestykket” blive til en krumme? Handler det om centimeter/millimeter? Handler det om, at vi aldrig kan SE selve skiftet?

Altså denne lille dumme tanke har jo fulgt mig siden jeg var cirka 10-11 år, så dengang var fokus ren og skær på kagedelen. Men nu sidder jeg jo her som mor og kan se, at den samme filosofie gælder for mine børn også. På billeder kan jeg se, at de vokser. Når jeg har Laura sammen med babyerne ser hun større ud, end når jeg har hende alene osv. Men jeg ser jo ikke, at de vokser. Jeg ser jo ikke skiftet fra baby til tumling til barn osv.

Det er en spøjs lille én.

Det var bare dét 😊 Hej hej…

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen