En filosofie: Er et foreviget minde et evigt minde?

Jeg vil forsøge at fatte mig i korthed. Forsøge… Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det vil gå. Men her kommer det: Det er nu den 4. december, og jeg har i en rum tid filosoferet over, hvad der egentlig er med alle de ”foreviget minder”, jeg render rundt og forsøger at skabe.

På den ene side ønsker jeg netop at skabe fx julemagi, nisserier, juletraditioner og familiehygge i denne tid. Jeg er på barsel og ser helt tydeligt for mig, hvordan jeg gerne vil skabe alle ovenstående ting for især Laura og senere Alfred og Arthur, når de bliver større. Jeg ønsker, at Laura om mange år husker sin barndom for en masse kærlige, hyggelige og rare stunder. Jeg ønsker og håber, at vi sidder sammen om måske 20-30 år og snakker om, hvad hun husker fra denne tid. Hvad hun mindes at vi ”altid gjorde” eller hvad hun bare elskede ved julen.

Vi laver ”Barnets bog” som aldrig før (jeg har ikke evidens her, det er bare min fornemmelse), og vi tager i hvert fald mange flere billeder af vores poder og af deres hverdag, traditioner og oplevelser end da jeg var barn. Vi skaber flere traditioner og oplevelser for vores børn, der netop skal være magiske, spændende, smukke og nærværende, men samtidig tager vi billeder af det hele, MENS det står på. Jeg er absolut selv én af dem – ingen pegede fingre her, ingen kritik af det faktum, at mange – inklusiv mig selv – foreviger netop alle disse små momenter gennem kameraet.

Men så kommer det. Det spørgsmål, der på det seneste har sneget sig ind, når jeg sidder der og tager billeder af Laura, der forundringsfuldt kigger på den lille nissedør, der på magisk vis er dukket op i nattens mulm og mørke i vores stue. Når jeg sidder og foreviger det (med telefonen), er jeg så stadig med i mindet? Er jeg så stadig en del af Lauras minde? Husker hun stadig den oplevelse af, at en nisse pludselig flyttede ind og havde lagt et brev og en gave til hende, som noget vi havde sammen? Eller bliver mindet lidt ensomt for hende? Noget hun netop ikke vil huske tilbage på med et ”ej ja, det gjorde vi hvert år til jul”-agtigt udtryk?

Når vi åbner enten Disney-pixibog-kalenderen eller kalenderbogen med 24 små julehistorier hver morgen (ja, hun har begge slags, fordi… bøger som julekalender er altså et hit), for derefter at læse historien over havregrøden, så har jeg en klar fornemmelse af, at vi skaber et evigt minde. Hver morgen (altså i hvert fald de sidste fire morgener) kommer Laura ind i min seng og hvisker ”skal vi ned og åbne og læse en bog?” Det slår ikke fejl, hun drøner til bordet, åbner med sine stadig små lidt buttede fingre bogen og siger så ”læs den”. Min mobil er ikke til stede. Jeg har ikke andet i hånden end bogen. Jeg har ikke andet ved siden af mig, end en drømmende lille nissepige, der elsker de små historier og at høre sin mors (eller fars) stemme læse højt. For hende er det nok et evigt minde, der absolut ikke kan ”foreviges” af mig. Det foreviges helt af sig selv MELLEM os, men ikke AF os.

Så… Det blev meget konkret i forhold til jul og juletraditioner og sådan. Men tanken er egentlig eviggyldig og noget, jeg vil filosofere videre over i det nye år: Hvornår (og især hvorfor) vil jeg tage billeder og ”forevige” en oplevelse eller tradition fra sidelinjen – og hvornår skal jeg bare VÆRE i det, så det måske på sigt bliver et meget mere evigt minde, som sker imellem os?

Foto af Sofie Dahl
Jul i Tivoli 2020
Foto af Sofie Dahl
Et foto af et forhåbentlig evigt minde om magien i juleTivoli 2020 med kakao på læberne
(man må jo stadig gerne tage fotos/forevige minder i min bog – alting til sin tid)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen