Dobbelt op?

Tvillinger er jo per definition ”dobbelt op”. Jeg er ikke længere kun en del af forældreklubben, men er også blevet optaget i den helt særlige ”vi med tvillinger”-klub og hører under det skønne hashtag #momofmultiples. Sikke en ære.

Ikke nok med, at min hjerne lige skulle finde ro i tanken om dobbelt op af babyer/hoveder/bevægelser i maven og selve fødslen (nej, det er ikke to fødsler – kun to pressefaser, som her to 8 minutter ekstra. Just to be clear…), så skulle jeg pludselig igennem et større tankemylder i forhold til, at min kærlighed til mine børn skulle deles i ikke kun to, men hele tre LIGE store dele. Jeg havde ofte hørt veninder snakke om, at når lillebror eller lillesøster dumper ind i familien, så sker det på helt magisk vis, at man bare har nok kærlighed til både den store og den lille. Men hvad med tvillinger? Hvad nu hvis jeg instinktivt elskede den ene højere end den anden? Eller hvis jeg slet ikke kunne rumme de to, men netop kom til at ”miste” min elskede Laura, fordi sådan to immervæk kræver noget ekstra (dobbelt op…)?

Det bliver for langtrukkent at dykke helt ned i alle de følelser og tanker lige her og nu, men relativt kortfattet vil jeg nævne, at den bekymring, jeg døjede mest med i de første dage (måske to-tre uger) var, om jeg ville kunne rumme Arthur som den ”nye” type baby, han var.

Tveæggede tvillinger med kæmpestort T. Forskellige vægt. Forskelligt udseende. Forskellig blodtype. Forskelligt temperament. Og listen kunne fortsætte. Forskellige over hele linjen. Men Alfred ”kendte” jeg. Han var min baby, som jeg kendte det fra Laura. Jeg var instinktivt den mor for ham, som jeg havde været med Laura. Vi så hans gulsot komme snigende, for han lignede hende. Vi genkendte hans måde at amme, for jeg havde prøvet det før. Vi grinte af hans hidsige temperament (og mavekneb, men dem grinte vi ikke af), for vi havde forventet det – og vi kunne langt hurtigere sætte ind med gode tiltag, for vi var øvede forældre i den slags. Andengangs – det er også en klub, vi nu er optaget i.

Men lille søde Arthur. Ham kendte jeg ikke. Vi havde nærmest været lidt uvenner i små to måneder, fordi han spurtede rundt og ødelagde mig indefra. Han kom ud og var så lillebitte (2035 gram er lillebitte). Han lignede en præmatur. Han fik sonde og havde sådan nogle store anderledes, men smukke øjne. Hans udtryk og behov var helt anderledes. Han var ny.

For at springe let og elegant videre, så kan det hele koges ned til dette: Jeg frygtede virkelig, at jeg ikke kunne dele mit hjerte og min kærlighed. Men nøj, hvor blev det modbevist. På ligeså magisk vis, som hos alle de andre familier, skete der jo det, at det hele passer til mine tre.

Jeg elsker min store dejlige og helt enormt kærlige Laura for at have vist os, at hun KUN har kærlighed til sine brødre. Vi har endnu ikke – på fire måneder – hørt et eneste negativt pip fra hende om at drengene er kommet. Ingenting. Ingen jalousi, ingen ”mor er dum, fordi hun sidder med baby”. Intet andet end kærlighed, hjælpsomhed, nysgerrighed og total dedikation til ”mine babyer”, som hun kalder dem. Lykken og kærligheden er så stor i min krop over dette, at det nogle gange kan gøre ondt eller kildre som baskende sommerfugle. Så jeg havde ikke behøvet bekymre mig om, at hun skulle afgive noget af min kærlighed til hende – jeg har kun fået mere!

Jeg elsker Alfred for at gøre mig til andengangsmor. Hans rolige sind i maven og under fødslen gjorde, at jeg nu endelig kunne få mig en rigtig god (om end smertefuld) fødsel. Hans omvendte hidsige temperament ude i den store verden, gjorde mig lykkelig over at kunne genkende den type baby, som jeg allerede havde prøvet. Alfred har på én og samme tid vist mig, at han minder om Laura og er helt sin egen. Jeg gik og sagde, at han lignede hende – indtil jeg valgt at se babybilleder af Laura… ha ha, så måtte jeg nærmest tage det i mig, selvom det helt sikkert er de to, der kommer til at ligne hinanden mest. Jeg elsker den måde, at Alfred på fire måneder er gået fra at være en lille vrissen type, til nu at være den milde, glade, smilende og klukkende baby – han er helt sikkert typen, der føler sine følelser meget, så når han er glad, er han bare RIGTIG GLAD (og så må man leve med det, når følelserne har omvendt fortegn).

Jeg elsker Arthur for at gøre mig til ”ny” mor igen. Ham skal jeg forstå. Ham skal jeg se og fornemme, for det har ikke altid givet sig selv, hvad jeg skal stille op. Hans lyde er anderledes. Hans blik er nyt. Hans udseende er ikke som de andres – men jeg ser hele min side af familien i ham, så han er ikke ukendt. Jeg elsker, at han omvendt af Alfred er gået fra at være den stille mus, som man måske kunne overse, til pludselig at have et viltert temperament. Han kan være mere pjevset, mere puttesyg. Han gør mig til en roligere mor.

Jeg elsker dem alle tre for netop at give min morrolle nuancer. Jeg elsker at være andengangsmor, fordi jeg har et helt andet overskud i de svære faser – nok fordi jeg på en eller anden måde har Laura som horisont for, hvad det er jeg får.

I weekenden hørte jeg den skønneste sætning, som jeg virkelig vil tage til mig:

Børn har altid den bedste alder!

Det er jo en genial sætning – især fordi jeg nu har tre børn med to forskellige aldre. Og jeg kan allerede nu fornemme, at de netop alle tre hele tiden har den bedste alder hver især. Det er jo finurligt.

Jeg havde tænkt, at dette indlæg skulle handle om noget HELT andet. Så nu har jeg været oppe og ændre i overskriften – den gemmer jeg til næste gang. For hermed tror jeg, at dette lille dobbelt op-indlæg er ved vejs ende.

På vej hjem fra hospitalet. Så forskellige – lige dejlige.
Foto: Sofie Dahl

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen