Den evigt elastiske psyke?

Hvor langt kan den strække sig?

Hvor mange nye ryk kan den tage?

Hvornår når jeg grænsen?

Alle spørgsmålene kunne handle om både mit maveskind med tvillinger i maven og min psyke… Det er især psyken, jeg tænker på i forhold til indlægget, men både fysisk og psykisk har jeg vist aldrig været så “strukket ud”, som jeg er i disse dage. Jeg er som alt for lidt smør, smurt ud på et alt for stort stykke brød – om man vil…

For blot et par uger siden ramlede mange ting sammen for mig. En sukkersyge, en syg treårig, en tvillingegraviditet, der konstant spøger og truer med uvidenhed om, hvornår fødslen vil indtræde, hvornår vandet vil gå, hvor meget babyerne tager på i vægt og hvor belastet min krop var allerede 12 uger før termin.

Det var hårdt. Jeg græd mere og dybere end hidtil. At se sin lille pige sidde helt stille og mut på sin 3 års fødselsdag uden lyst til at fjolle eller være sammen med andre, giver et usandsynligt niv i hjertet 💔

At blive målt og kontrolleret i et væk – og at afvente tal og lægernes blikke hver dag og uge – er heller ikke en psykisk rar situation for især en type som mig, der konstant er kampklar i forhold til at fokusere på det positive og det kontrollerbare… Min krop og “kampklarhed” kunne simpelthen ikke følge med, især fordi tyngden på skuldrene i forhold til babyernes velbefindende og at være god omsorgsgivende mor for min elskede Laura bare var alt for tungt for ét par enkelte slappe skuldre som mine.

Og så kom det. Twistet som ingen rigtigt havde forudset: Covid-19 og dens medfølgende mærkelige virkninger.

Fra at være “ene” om at føle, at dette forår var skørt, anderledes og hårdere end før, kom vi pludselig alle i samme båd. Alle med hver deres situationer og forhold, der nu skal håndteres anderledes end før. Børn hjemme. Partnere hjemme – eller ude for at give den en samfundsmæssig skalle af de største. Frygt for sygdom Frygt for tab af elskede. Økonomisk usikkerhed og træls dage indenfor i et ellers forårs- og solskinsvejr uden lige.

#staythefuckhome
#blivhjemme
#sammenhverforsig

Hashtags der fylder i vores alles sociale medier.

Og derfor skulle det vise sig, at min psyke endnu en gang skulle tage sig et nyt ryk. Strække sig længere end først antaget.

For hvad betyder det her for resten af graviditeten?
Hvad kan vi forvente i forhold til fødslen – må Philip deltage?
Hvordan ser drengenes første måneder ud, ja hele det første år?
Hvem skal passe Laura, når fødslen går i gang?
Hvem skal med, hvis Philip testes positiv ved fødslens start?
Skal jeg isoleres med babyerne, hvis de kommer før tid – hvilket jo er en reel antagelse, at de gør?
Hvordan forholder Laura sig til alt det her? Hun savner mormor/morfar, mejsevennerne og sin hverdag… Hvordan bliver det for hende at blive storesøster oveni?

Spørgsmålene står i kø… Hver dag kommer nye til. Hver dag ser verden anderledes ud, både på mikro- og makroniveau. Hver dag er en sejr. Hver uge en sejr. Hver dag og uge er dog også et skridt nærmere det allermest uvisse, jeg nogensinde har prøvet – og det føltes allerede uvist og lettere skræmmende før corona-virus indtog vores liv og samfund.

Mit maveskind derimod. Jeg er stolt 🙂 Og min krop: sådan!
Drengene tager på – ikke heeelt nok for den mindste, men dog nok til at have det godt. Men min krop tager ikke nævneværdigt på og har ikke gjort det i 6 uger. Så ingen væske i kroppen pt., flotte blodsukkertal og flot blodtryk. En høj stram mave, der trods smerterne i bækkenet stadig lader mig håbe og tro på, at sådan en tvillingegraviditet ikke en gang vil få mig ned med nakken

Yes.

Så… Den kan strække sig – den skal nok klare sig igennem Vi skal nok komme fint ud på den anden side – og drengene ligeså. Her snakker vi både om maveskind og psyke.

#detblivergodtigen

Foto: Sofie Dahl.
Uge 30+6 med smil på læben, udstrakt maveskind og troen på at #detblivergodtigen.


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen