36+0 og alt er godt

Det ser sørme ud til, at jeg alligevel når at nedfælde bare et lille skriv om, at alting faktisk føles rigtig godt i dag og i de her dage. Problemet har bestemt ikke været, at alt har været skidt og dumt i løbet af de sidste par uger, men overskuddet i aftentimerne til at skrive og tænke har bare ikke været til stede, så når jeg endelig får skrevet en sms og svaret mine gode veninder og familie, kan det hurtigt lyde negativt og hårdt alt sammen.

Det er hårdt. Og det er bestemt ikke sjovt at være gravid den her gang. Jeg er så usandsynligt skræmt over, hvor hårdt og smertefuldt det kan være at være gravid – det havde jeg aldrig i min vildeste fantasi troet. Smerterne ved alle bevægelserne derinde (to MEGET aktive babyer, der fx har trykket mit ribben), plukkeveerne, lændesmerter og halsbrand sendt fra Helvedes allerværste afdeling – det er blot nogle af de ting, der får mig til at trille en tåre i aften- og nattetimerne for tiden. Den halsbrand… ALDRIG har jeg vidst, hvor altoverskyggende og smertefuldt halsbrand kan være – shit… Og mit ene ribben er trykket så hårdt, at jeg knapt kan trække vejret. Så… Jeg glæder mig til at få det hele overstået – og til ALDRIG at være gravid igen (sagde hun og troede fuldt og fast på det – men tiden må vise, sagde folk…)

Nå men.. Det positive – here goes:

  • Drengene vejer begge over 2 kg nu. Sådan flot over for den ene (cirka 2600 gram) og pænt for den lille, der nu vejer omkring 2200 gram og kun er minus 18 %. Det er kæmpestort og helt fantastisk. Og nu er der endda dato for igangsættelsen den 4. maj, så der holdes liv i håbet om, at de får fødselsdag 05.05.2020 (som så vil være både Danmarks og min befrielsesdag, ha ha).
  • Vi har trods alt fået en masse unik tid og samvær med hinanden (P, Laura og jeg) i dette forår pga. Corona-krisen. Jeg er stadig lidt splittet hvad angår frygten for smitte på den anden side af fødslen – jeg havde egentlig mest fokuseret på det/bekymret mig her op til fødslen, hvor P gerne skulle komme med. Men nu kan jeg jo godt fornemme, at jeg måske bør “bekymre mig mere” om risiko og smitte med spædbørn osv. Sagen er dog den, at jeg glæder mig til at sende Laura ind i en hverdag (indkøring) igen her til maj – også selvom det er uvist, hvor længe jeg skal undvære hende og hendes hverdag efter fødslen – og jeg tænker, at det vil gavne hende at komme i gang igen. Jeg frygter stadig Corona (især i forhold til min far), men min krop og hjerne kan ikke samle sig om samme type dyb bekymring, som jeg følte for en måned siden. Jeg er nok naiv – måske dum – men jeg følger alle anbefalingerne for afstand, hygiejne og den slags, og så må jeg og vi finde en langsom måde at vende tilbage og forhåbentlig se familie og nogle få venner igen snart. Er jeg helt gal på den, når jeg ikke holder Laura hjemme fx hele sommeren med babyer?
  • Jeg GLÆDER mig til at møde de to. De sidste to måneder har været så voldsomme (mentalt pga. frygt for tidlig fødsel), skræmmende (fysisk især) og smertefulde, at jeg lidt havde “glemt”, at det hele handler om to små liv – vores to små babyer. Efter påsken har jeg dog alligevel virkelig genfundet mine tanker om, hvor vildt spændende og dejligt det bliver, at jeg snart skal møde mine børn – og kan dele dem med familien. Det bliver hårdt – men nok intet som at bære dem. Og det bliver helt unikt at få TO BABYER ud til os om maksimalt to uger!
  • Vores hus og have: Jeg har sagt det før. Jeg er så lykkelig. Det er så vildt, hvor lykkelig og nærmest nyforelsket man kan være i et sted. I et hjem. I et hus og i en have. Trampolinen er på vej i jorden i disse timer. Solen har skinnet i haven på alle vores skønne (nyindrettede) kroge i snart 1,5 måned. Vi har hygget, leget, undersøgt, solet, lavet snobrød og været den bedste version af vores familie, vi nogensinde har været. Jeg elsker ALT ved Virum. Alt ved netop vores hus og hjem. Jeg elsker ALT ved, at vi for snart 1 år siden tog springet og flyttede os selv hertil, hvor vores liv bare immervæk er blevet lykkeligere.

Når alt kommer til alt, så er foråret virkelig kommet til mig og os. Livet spirer (eller blomstrer endda snart) og vores babyer ser ud til at få en god og sund start på livet – trods tvillinge-bekymringer siden cirka 8. oktober 2019 og en uforudset Covid-19. Laura er blevet en så stor, dygtig, velformuleret, sjov/spøjs/skæv og selvfølgelig rigtig trodsig treårig, hvilket jeg har fået “lov til” at være endnu mere vidne til, end jeg selv kunne have besluttet før nedlukningen af DK i marts.

Der er meget at være glad over – nu står den på en masse uvisse og delvist/potentielt lettere skræmmende uger med fødsel, pasning af Laura, ny hverdag og babyboble… Men jeg føler grundlæggende, at det alt sammen vil gå på en fin måde – jeg har måske endda lært at aflægge en smule af mit kontrolbehov? Vildt nok.

Min (gamle) illustration af “Min verden” – som passer så fint til disse karantænetider.
Foto: Sofie Dahl
Vi er klar. Klar til “hvad end det hele handler om med tvillinger” – Laura laver kunst til lillebror og lillebror hele tiden.
Foto: Sofie Dahl

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen