Alt er (ikke) bare en fase

Jeg må hellere starte med alle forbeholdene. For at dette indlæg ikke kommer til at henlede tankerne på, om kommunen burde tage et smut forbi for at tjekke op på tvillingerne (eller mig), må jeg hellere starte med alle de der ”bare rolig, alt er i den skønneste orden”-forbehold. Her kommer de:

Jeg elsker – altså virkelig inderligt elsker – alle mine tre børn. Jeg elsker dem alle uoverskueligt meget faktisk. Tænk at der nu er tre futter i verden, jeg decideret elsker højere end mig selv og alt andet. Sådan helt ind til knoglerne elsker jeg, at Laura er min store dejlige lille pige. Og at Alfred og Arthur ikke bare er ”drengene” eller tvillingerne – de er netop Alfred og Arthur, som jeg allerede føler den dybeste kærlighed for. Jeg vil aldrig (!) undvære dem – ikke en eneste af dem. Heller ikke selvom indlægget måske peger i en retning, der kunne foranledige folk til at tænke: ”men hvis du er træt af at have fået tvillinger, så må du da have en tanke om, at du gerne ville undvære den ene”. Niks! Nej! Slet ikke. Det er lige præcis dét, jeg ikke vil. Aldrig vil jeg undvære et af mine tre vidundere. Aldrig!

Og den anden lille notits, før showet går sådan rigtigt i gang. Jeg er fuldt ud bevidst om, at mine ord i dag – mine tanker i disse dage og uger – kun er nu og her. Allerede mens fingrene danser over tastaturet, ændrer mit indre sig lidt. Allerede mens jeg sidder her og får afløb for tankerne, føles de pludselig anderledes. Mens jeg skriver, bliver jeg måske endda mindre sikker på, om dét jeg skriver overhovedet stadig er sandt. Om det stadig forholder sig sådan. For jeg kender mig selv. Alt ér jo bare faser. Alle negative tanker formanes væk, når jeg endelig får sagt/tænkt dem højt. Så selvom jeg giver udtryk for en sindstilstand i den klart mere negative retning, så er jeg egentlig ikke nervøs for, at det så vil være denne, der farver hele min barsel. Ikke engang hele oktober. Jeg skal bare have lov til at få dem ud, så jeg kan se tankerne lidt fra afstand. Kunne forholde mig til dem og adskille delelementerne fra hinanden.

Så… Hvis alt bare er en fase, hvorfor så sætte den lille sure parentes ind i overskriften? Jo, fordi jeg jo havde mig en helt almindelig første barsel med bare én baby, har jeg sørme lært af erfaring, at der er megen sandhed i det gode gamle citat ”det er bare en fase”. Jeg kunne rigtignok erfare, at mavekneb og tigerspring kun står på i afgrænsede perioder – indtil tarmsystemet fungerer eller hjernen følger med til næste level, som man siger. Jeg opdagede på fineste vis, at både de dejlige og de mere trælse perioder kun var… ja, perioder. Små korte glimt af livet, der startede. Mens vi var i det, altså mens det lille monster skreg sine lunger ud hver aften kl. 17-22, var det dog svært at forestille sig, at det nogensinde ville stoppe. At hun nogensinde ville blive en stille lille kærlig puttemus igen. Når hun havde en periode med store smil, nuttede lyde eller et særligt blik i øjet, blev jeg alt for ofte bevidst om, at man skal huske at nyde ”fasen”, da denne slags jo desværre også kun er en fase.

Med andre ord lærte jeg, at det var helt rigtigt, at alting bare er en fase. Og jeg havde i den grad glædet mig til at blive mor for anden gang, for så ville jeg med sikkerhed sparke r*v i forhold til ikke at lade mig skræmme af netop alle faserne, mens de stod på.

Og nu er jeg her så. Anden barsel. Anden omgang i manegen.

Jeg er helt og aldeles lykkelig over, at tvillingerne er kommet her i anden omgang. Netop fordi jeg dermed allerede havde et beredskab klar. Jeg havde allerede en fornemmelse af, hvad en baby kan og gør på hvilket tidspunkt. En viden om, hvad den første tid vil bringe – hvordan amning og søvnløse måneder vil føles.

Men nu kommer vi til pointen. Tvillinger er ikke ”bare” to babyer. At have tvillinger er ikke bare dobbelt op på babyer og dermed bare en fordobling af det, man kender fra at have fået én. At have tvillinger er IKKE en fase. Det gik op for mig for nyligt. Altså det der med, at i alle andre sammenhænge kigger vi på hinanden og siger: det er bare en fase. Men at have tvillinger går ikke over. Der er jo (heldigvis/forhåbentlig!) altid to.

At have fået tvillinger er hårdt på en måde, andre uden tvillinger ikke kan forstå. Hermed ikke sagt, at folk intet af det forstår, men blot en for mig nyopdagelse: Jeg forstod ikke, hvad det vil sige at have tvillinger, før jeg fik dem. Intet og ingen kunne have forberedt mig. Eller måske kunne jeg godt forberedes, men jeg kunne aldrig have forstået det før.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så forstod jeg først, hvordan det er at føde, da jeg havde født. Jeg forstod først, hvordan en ve føltes – hvordan det føles at åbne sig og presse et hoved og tilhørende krop ud – da jeg selv havde prøvet det. Ingen fødselsforberedelse kunne forklare mig det (den kunne forberede mig, bevares). Ingen sammenligninger kan bruges – og ja, jeg føler mig sikker på, at jeg snart skal skrive lidt om, hvordan jeg har det med de mange fine sammenligninger af ting, der absolut ikke kan sammenlignes… Nej, det er ABSOLUT IKKE som at løbe et maraton. Hvem i h**vede har dog plantet den åndssvage sammenligning. Nå men, tilbage til det gode humør:

Man kan ikke tage sin viden fra at have én baby og så forsøge at fordoble situationen. Jo, der er godt nok dobbelt så mange bleer, dobbelt så mange hoveder, numser og fødder. Dobbelt op på baby. Men det er ikke dét, der udgør det hårde og sindsopslidende ved at have tvillinger. Det er alle de nye ting, der dukker op eller opstår som følge af, at der er to babyer til én voksen (altså i mit tilfælde – jeg er med på, at der er mange versioner af, hvordan man holder barsel eller får tingene til at hænge sammen i hverdagen. Her er der bare taget udgangspunkt i min situation, hvor jeg har opstillingen: to babyer og én voksen i dagtimerne + en treårig om eftermiddagen).

Tilbage til fasen. Den enkelte baby går jo stadig igennem faserne – og de er sørme i dem nogenlunde samtidig. Men de er jo ikke én baby. Hver en lille millimeter på dem og i deres sind er forskellige. Deres faser starter og slutter ikke det samme sted – nogle faser er kun den ene forundt, andre er forskudte med flere uger. Pointen er dobbeltsidet: For det første er alle de her faser jo smasket sammen i et virvar, når man har to babyer. For det andet, er det ikke en fase at have tvillinger. Det vil for altid være sådan.

Jeg er glad for det. Jeg tror bare, jeg skal vænne mig til at sige højt, at jeg har brug for at adskille nogle ting i den her omgang barsel: Jeg elsker ”Alfred og Arthur”, men jeg elsker ikke at have tvillinger. Så nemt kan det siges – det føles forbudt og farligt at skrive det, for jeg føler en skygge hængende over mit hoved, der hvisker til mig, at når jeg siger og tænker den slags, kunne jeg ligeså godt have skrevet, at jeg vil undvære én af mine dejlige små børn. At der skulle være én af drengene, jeg hellere ville have end den anden. Men det er netop dét, jeg skal navigere i og lære at sige fra over for (især mit eget indre skal lære at forstå): Jeg kan sagtens elske hver og én af mine børn, for de to drenge er ikke ét samlet sæt. De er netop to drenge. De er bare OGSÅ tvillinger per definition, hvilket jeg som mor og menneske har megasvært ved at håndtere lige for tiden. Det er for sent til at uddybe netop de tvillingerelaterede problemstillinger nu, så de får deres eget indlæg inden længe.

Så er jeg ved vejs ende. Tankerne myldrer stadig rundt, men jeg fik da afløb for lidt af dem. Mange perioder er blot (korte) faser – især denne slags perioder, hvor tingene føles store og voldsomme som småbørnsfamilie. At have børn og at være (tvillinge-)mor er dog heldigvis ikke en fase.

Mine dejlige helt forskellige tvillinger.
Foto: Sofie Dahl

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen